Håndværk og kvalitet er – og har altid været – omdrejningspunktet
Historien om Røjle Trapper & Stål ApS går næsten 50 år tilbage i tiden. Altid har håndværket været i fokus, og det kommer ikke til at ændre sig.
Røjle Trapper & Stål ApS drives i sin nuværende form af far og søn. Med vores mange år i branchen har det naturligvis ikke altid været sådan, men for at forstå historien, skal vi tilbage i tiden – helt tilbage til 1972.
I 1972 blev Jan Jæger Larsen spurgt af en bekendt, om han ikke kunne lave en trappe i stål. Denne ene blev til flere og i slutningen af 1972 begyndte Jan Jæger Larsen for sig selv og fik i januar 1973 sit næringsbrev og dermed havde Røjle Trapper set dagens lys.
At ”Røjle” blev en del af navnet skyldes, at virksomheden fik liv netop i Røjle på Langeland. Nærmere betegnet i Jans forældres hønsehus.
Meget er sket siden da. I november 1974 overtog Jan sammen med sin bror Eli, Søndenbro Smedie, og det navn hang ved helt frem til 2007 – dog forblev produktnavnet Røjle Trapper. I slutningen af 70’erne overtog Jan Jæger Larsen hele virksomheden, og i 2007 blev det besluttet at ændre navnet på virksomheden til Røjle Trapper A/S.
I 2017 ændrede vi endnu engang navn. Denne gang til Røjle Trapper & Stål ApS, som vi holder ved den dag i dag. Samtidig er det ikke længere Jan Jæger Larsen, der ejer hele virksomheden, men også Allan Jæger Larsen. Far og søn.
Håndværket er omdrejningspunktet
Det er og har altid været det gode håndværk, der er i fokus hos Røjle Trapper & Stål ApS. Vi går ganske enkelt ikke på kompromis med kvaliteten, og vi går gerne de ekstra skridt, der skal til for at gøre kunden tilfreds.
Uddannelserne har vi naturligvis med os; Jan Jæger Larsen er i sin tid uddannet landbrugs- og bygningsmed, mens Allan Jæger Larsen er uddannet kleinsmed i 1999 og senere teknisk designer i 2006. Begge står ved smedjen, mens du også kan få gode råd og vejledning af dem hver især.
Ståltrapper – grundlaget for hele virksomheden
I dag laver vi mange forskellige ting på værkstedet, men virksomheden er grundlagt på det helt enkle formål at tegne og konstruere ståltrapper til private og erhverv.
Selve trapperne tegnes – og er altid blevet det – af Jan Jæger Larsens bror, som også var en del af virksomhedens opstart. Dog er Allan Jæger Larsen efterhånden også blevet en fast del af tegnearbejdet, så de mange års erfaring kan gives videre og bruges fremadrettet.
Men hvad betyder det intensive arbejde med ståltrapper? Fos os betyder det alverden – for dig betyder det, at du hos os kan få nøjagtigt den trappe, du har brug for. Vi tilpasser mål, udseende og materialer efter dine behov og bygningens udseende, så det hele går op i en højere enhed, og vi garanterer dig en ståltrappe, der er designet og produceret med øje for detaljen og med fokus på kvalitet og det gode håndværk.
Vil du høre mere om Røjle Trapper & Stål ApS, eller ønsker du en uforpligtende snak om dine muligheder i forbindelse med konstruktion og montering af trapper, altan eller hegn, er du velkommen til at tage kontakt – vi glæder os til at høre fra dig.